Oplysningstiden varer fra ca.
1750-1848, og det er en tidsperiode, som kendetegnes ved, at befolkningen
begyndte at tænke rationelt. Dette betød, at en masse samfundskritiske
spørgsmål blev stillet, og derved begyndte befolkningen at have sin egen
mening, hvilket i sidste ende ebbede ud i en oprettelse af grundloven. Idet
befolkningen begyndte at tænke mere rationelt, gav det også filosoffer og
videnskabsmænd en mulighed for at kunne argumentere ud fra de forskellige påstande.
Fremskridtstanken og religion
Fremskridtstanken var et slag opgør
med forsynstanken. Forsynstanken er en forestilling om at verden og samfundet
er styret af gud. Denne tanke blev skabt da befolkningen begyndte at tænke mere
rationelt, og derved begyndte at stille spørgsmålstegn ved religion (kristendommen).
Filosoffer og videnskabsmænd argumenterede nu for, at samfundet var styret af
mennesket og verden var styret af naturlove.[1] Altså
var fornuften nu blevet det centrale i menneskets tankegang. Sekulariseringen
forekommer altså.
Enevælde
Revolutionen medførte enevældens fald og gav derved
befolkningen muligheden for at ytre sig. Der gik dog nogle år før dette fænomen
ramte Danmark. Enevælden i Danmark blev indført efter en række politiske
uroligheder i 1660 under Frederik 3. og afskaffet i 1848 ved en fredelig revolution
efter Christian 8.s død.[3]
Hvad der lå forud for de politiske uroligheder i 1660 var krigene mod
svenskerne. Disse krige er kaldt ”Karl Gustav Krigene” og indeholder to krige
mellem Danmark-Norge og Sverige i periode 1657-1660. Krigene endte med, at
Danmark afgav Skåne, Halland og Blekinge til Sverige.[4]
Efter krigene var Danmark blevet 1/3 mindre og befolkningen var fattige. Staten
var desuden gået fallit, men behøvede penge for at hjemsende soldaterne og for
at betale statsgælden samt udgifterne til hoffet.[5]
Dog nød kong Frederik 3. stor glæde af hans popularitet og fik derfor på et stændermøde
i København besluttet at tronen skulle gøres arvelig og at give kongen
enevældig magt, dog med modstand fra adelen. Mødet startede egentlig fordi
staten manglede penge, men diskussionen blev hurtigt vendt over på et andet
spørgsmål. Nemlig at adelen og universitet skulle betale afgift, trods deres
skattefrihed. Hvilket var et privilegium som de øverste i de feudale samfund
havde – de betalte f. eks ikke skat. Dette kunne kongen gøre med henvisning til
de pligter, som adelen havde haft siden indførslen af feudalsamfundet, som er
skildret på denne måde[6]:
Figur
1 Det feudale
samfund
Kongen var altså centrum, og det var ham befolkningen
skulle have tiltro til. Enevælden blev
skrevet ind i Enevoldsarveregeringsakt den 10. januar i 1661. Denne akt gjorde
kongen til enevældig hersker indsat af Gud, og al magt lå derfor ved kongen.
Enevælden varerede til 1849, hvor demokratiet blev indført i Danmark via
Grundloven. Gennem den tidlige enevælde begyndte befolkningen at tvivle på det
kristne verdensbillede. Videnskaben blev mere og mere udviklet, og derfor
begyndte videnskaben at betyde mere end troen. Det blev f. eks accepteret, at
Jorden ikke var centrum i universet. Alt dette startede i 1700-tallet
(Oplysningstiden 1750-1848). Altså
sker der fremadrettet en sekularisering. Befolkningen tænker ved indførelsen af
den afprøvende metode mere rationelt og selvstændigt. Desuden anses mennesket
som fornuftigt og det var også derfor enevældens fald skete.
Demokratisering af Danmark
Danmarks grundlov er det der
kendetegner enevældens fald. Grundloven blev udformet i 1849 og dannede
grundlag for en masse menneskelige rettigheder. Fra 1849 startede en kamp for
de forskellige befolkningsgrupper at blive inkluderet i demokratiet, og derved
påvirke udviklingen i landet og deres egne levevilkår. Den danske grundlov
indeholder en række demokratisk grundlæggende rammer for samfundet, som alle
skal overholde.[7]
Dog var det ikke alle der havde stemmeret i 1849.
Spørgsmålet om stemmeret blev først
diskuteret under enevælden, hvor Frederik den 6. i 1831 besluttede at oprette
fire stænderforsamlinger: En i Jylland, en på Sjælland, en i Slesvig og en i
Holsten. Beslutningen blev første gang brugt i 1834. Det der afgjorde om man
fik stemmeret i 1834 var primært ens jordejendom. Kun dem der havde
jordbesiddelser over en vis værdi på landet eller i byen kunne opnå stemmeret. Vælgerne
blev inddelt i valgklasser efter størrelsen på deres besiddelser og valgte
deres repræsentanter til stænderforsamlingerne ud fra de enkelte valgklasser.
Dog var det ikke kun jordejendommen der afgjorde om man fik stemmeret, der var
nemlig og en række personlige kvalifikationer, som afgjorde om man fik
stemmeret:
1. Man skulle være mand
2. Have et uplettet rygte
3. Man skulle være fyldt 25 år
4. Man skulle være fuldt myndig (dvs. at man ikke
har været underlagt nogen form for værge)
5. Man skulle have fuld råderet over sit bo (dvs.
at dele af det ikke måtte være pantsat)
Dette betød at kun 2,8 % af den voksne
befolkning havde stemmeret. [8] Dette
ændrede sig dog ved grundlovens indførsel i 1849 på trods af en stor
utilfredshed og skuffelse hos befolkningen. E nye krav lød således:
1. Man skulle være mand
2. Man skulle være uberygtet
3. Man skulle have indfødsret
4. Man skulle være fyldt 30
5. Vælgeren måtte ikke stå i privat
tjenesteforhold uden at have egen husstand, dvs. at tyende ikke havde
stemmeret. Man så husbonden som repræsentant for hele sin husstand og dermed
også for sine tjenestefolk
6.
Vælgeren måtte ikke have modtaget fattighjælp uden at have betalt
den tilbage eller fået den eftergivet, og han måtte ikke være uden rådighed
over sit eget bo. Disse bestemmelser afspejlede kravet til valgret til
stænderforsamlingerne om fuld myndighed og dermed uafhængighed af andres
interesser.
7.
Endelig var der et krav om at vælgeren skulle have haft fast bopæl
i valgkredsen et år forud for valget. Ideen bag var at medbestemmelse krævede
tilhørsforhold.[9]
De folk, som ikke kunne opfylde de syv ovenstående krav blev kald
for ”De syv F’er”. F’erne stod for: Fruentimmere (kvinde), folkehold (folk der
er ansat i underordnede stillinger såsom på en gård), fattige, fremmede,
fallenter[10],
fjolser og forbrydere. Dette betød at ca. 15 % af den danske befolkning fik
stemmeret eller at 72,8 % af alle mænd fik stemmeret.
Grundloven i 1849 indførte et tokammersystem og her gjaldt de
samme krav som tidligere nævnt. Tokammersystemet bestod af Landstinget og
Folketinget. Den eneste forskel der var på disse to var valgformen. Valget til
Folketinget var direkte og valget til Landstinget var indirekte. Her menes der,
at vælgerne i Landstinget valgte valgmænd, som efterfølgende valgte Landstinget
medlemmer. En yderligere forskel var, at man i Folketinget havde ændret
aldersgrænsen til 25 år i stedet for 20 år og i Landstinget havde de hævet
denne til 40 år og hertil var der tilføjet nogle krav omkring indkomsten.
Derfor var Landstinget kendte for at have de privilegerede klasser som tilhængere.
[11]
Tredeling af magten
I Danmark er der konstitutionelt
monarki, hvilket betyder, at der er en tredeling af magten. Denne tredeling af
magten er inspireret af Montesquieu. Hvem er Montesquieu? Denne tredeling af magten
skulle sikre de traditionelle borgerlige frihedsrettigheder. Den udøvende magt
lå hos kongen, der regerede gennem ansvarlige ministre. Den lovgivende magt lå
hos kongen og den folkevalgte rigsdag i forening og den dømmende magt lå hos
domstole med uafsættelige dommere.[12]
Landboreformer
Landboreformerne fandt sted fra
1700-1850. I begyndelsen af 1700 tallet og år frem, led bondestanden under
hårde vilkår. De hårde vilkår lagde en række hindringer for bondens mulighed
for et forbedret landbrug med øget produktion og masseproduktion på et
samlebånd. Hindringerne bestod i hoveri, stavnbånd og tiendeydelser. Hoveri er
en ydelse i form af arbejdsdage, som en fæstebonde for et gods.[13] Stavnsbåndet
bandt mænd mellem 18 og 36 år til at blive boende på det gods de var født på.
Stavnsbåndet blev indført i 1733 pga. en alvorlig landbrugskrise i 1730’erne.
Tiendeydelser er skat til kirken. Bønderne skulle betale en tiendedel af deres afgrøde, og
den blev delt i tre dele: til opførelse og vedligeholdelse af kirkerne
(kirketiende), til underhold til præster
(præstetiende) og til biskopperne (bispetiende).[14]
Landboreformerne blev et brud med lensvæsenet og den feudale produktionsmåde.
Der blev lagt et yderligere pres på bondestanden, da befolkningstallet i denne
periode var stigende, og efterspørgslen fra udlandet var stor, pga. de mange
krige. Man var derofr nødt til at øge produktionen i landbruget, da det var det
erhverv der forsynede hele samfundet med råvarer. Det store økonomiske pres på
gårdmændende skyldte de stigende skatter til staten, og et pres fra de store
godsejere for at opnå mere hoveri. Pga. det store pres havde godsejerne svært
ved at få fæstegårdene besat, fordi bønderne ikke havde tid eller ressourcer
dertil.[15]
Industrialisering, urbanisering og
globalisering
Den første industrialiserings fase
tager udgangspunkt i liberalismen som tidsperiode og gjorde sit præg på
historien fra tallet 1800 – 1914. Liberalismen skal ses i sammenhæng med
koloniseringen som fandt sted, og det faktum, at man dengang var villig til at
gøre alt for at udbrede sit land, og skaffe sig selv og sin familie bedre
vilkår. Man ville i modsætning til merkantilismen have et frit marked, og alle
tolde skulle afskaffes. Man ville tjene mere på sine afgrøder, hvilket både var
slagtedyr, mejeriprodukter og korn, dette gjordes lettere da man i denne tid
havde udviklet jernbaner og dampmaskiner/motorer. Det blev nu også muligt at
investere i selskaber og virksomheder uden at have noget personligt at gøre med
dette. Man kunne have en del af en virksomhed eller eje den. Man investerede
som i dag i de selskaber som man forudså økonomisk fremgang for. Man
investerede i de steder hvor afkastet forventes at være stort. Muskler blev
altså skiftet ud med maskiner og arbejdskraften blev spredt på fabrikker. Dette
kaldes Urbanisering.
Der gives flere forklaringer på
hvorfor den industrielle revolution fandt sted i England.
England var pga. sine kolonier og indtægterne derfra allerede før revolutionen et af verdens rigeste lande og kunne derfor investere i jernbaner og nye foretagender som kanaler som transportmidler. Storbritannien havde desuden stor økonomisk fremgang grundet den enorme eksport, den frie handel og dampmaskinen.
England var pga. sine kolonier og indtægterne derfra allerede før revolutionen et af verdens rigeste lande og kunne derfor investere i jernbaner og nye foretagender som kanaler som transportmidler. Storbritannien havde desuden stor økonomisk fremgang grundet den enorme eksport, den frie handel og dampmaskinen.
Man kunne udnytte jernbanerne og
kanalerne til transport og kunne derfor importere eks. bomuld og andre varer
meget billigt fra Nordamerika. Varerne kunne så sælges videre, og derved tjente
man penge. I 1850-1900; elektriciteten blev anvendelig som energi 1879 og gas
erstattede damp, hvilket var den grundlæggende udvikling inden for teknologisk
fremgang.
Den anden industrialiserings fase
fandt sted i Tyskland hvor teknologien fortsat udvikles og som resten af Europa
påvirkes Danmark også.
Amerika, som også var langt fremme
teknologimæssigt var hjemlandet for både skaberen af telefonen,
morse-princippet, som begge blev afgærende for kommunikation.
det første fly, biler og brændstoffet var her
diesel frem for kul. Elektriciteten blev
nu anvendelig og med disse opfindelser forekom et økonomisk overskud hvilket
betød flere penge til investering i forskning. Dette muliggjorde et tættere
samarbejde mellem industri og
naturvidenskab, hvilket et karakteristisk for oplysningstiden.
Tyskland kommer hurtigt til at lære af
Storbritannien, og samlede desuden under kongen og førte derfor processen
videre og blev ny stormagt sammen med USA. Der indføres desuden told, og derpå
tjente Tyskland en masse penge, når der skulle importeres varer fra andre
lande. Derudover blev Tyskland selvforsynende, dvs. at de kun ikke importerede
varer, men eksporterede så mange de kunne.
Derfor tjente de penge på dette område også. Disse begivenheder er alle
vigtige at tage i betragtning for at forstå hvad der skete i Danmark under denne
industrielle udviklings fase.
Danmark var også med i udviklingen, og
startede blandt andet andelsbevægelserne, som blev en stor succes. De danske
bønder fik desuden flere penge mellem hænderne, da de fik lov til at købe de
gårde, de tidligere havde lejet af godsejerne. De kunne nu dyrke deres eget
udbytte på fuldtid frem for de få timer der var tilbage, da de havde
færdiggjort arbejdet på godsejerens gård. De fandt desuden ud af at de kunne dyrke
markerne sammen og få et samlet større udbytte. Dette skabte også overskud, men
pga. de veludviklede maskiner, som gjorde landbruget lettere og hurtigere at
udføre, stod der snart mange uden arbejde, og de blev nødt til at flytte for at
skaffe penge til mad. De valgte at flytte til byerne for at få et arbejde. Dette
endte ofte med et hårdt fysisk krævende arbejde på en fabrik, gerne op til 12,2[16] Timer
om dagen.
Ud fra tabellerne kan det konkluderes, at
antallet af døde er mindst i tyskland, Storbritannien, Danmark og Sverige(tabel
2). Dette passer godt med, at det er disse lande som er længst fremme i
udviklings processen og derved havde flere penge at gøre godt med. Derved havde
mulighed for at anskaffe sig bedre boligforhold, mere hygiejne, sundhed og en
mere varieret kost.
Kilde: Kilder til levestandarden i Danmark
1850-1900 side 18 første tabel
Når man har mange penge mellem hænderne,
hvilket stormagterne havde, er det også muligt at gøre mere ud af hygiejnen, og
man bor ikke 6 personer i en etværelses lejelighed uden toilet, man undgår
derved infektioner og sygdomme. Dødeligheden falder tydeligvis (tabel 1)også i
løbet af årene i takt med at levestandarden stiger og der udvikles nye metoder
som kan rede børnene fra sygdomme som før var livstruende.
Penicillinen bliver opfundet, man finder ud af
at der findes bakterier. Epidemierne bliver sjældnere og smittevejen er meget
kort da folk boede meget tæt sammen i byerne under industrialiseringen, hvilket
forøgede smittefaren, men da økonomien udviklede sig gjorde levestandarden
også. Befolknings tilvækst i de større
byer forekommer grundet urbaniseringen.
Børnedødelighed i
Europa 1800-1910(tabel 1)
Døde pr. 1000 børn
under 1 år
1800
|
1850
|
1910
|
|
Storbritannien
|
160
|
162
|
108
|
Frankrig
|
173
|
146
|
111
|
Tyskland
|
285
|
297
|
162
|
Østrig
|
243
|
251
|
189
|
Italien
|
-
|
232
|
140
|
Rusland
|
-
|
243
|
271
|
Sverige
|
142
|
146
|
75
|
Danmark
|
145
|
127
|
105
|
Kilde:
B. R. Mitchell: European Historical Statistics 1750-1970 s. 1978
Befolkningstal
i Europa og USA 1750-1910(tabel 2)
1750-1751
|
1800-1801
|
1850-1851
|
1910
|
|
USA
|
-
|
5,3
|
23,2
|
81,7
|
Storbritannien
|
7,4
|
10,5
|
20,8
|
40,8
|
Frankrig
|
21,0
|
27,3
|
35,8
|
39,1
|
Tyskland
|
-
|
-
|
34,0
|
56,4
|
Østrig-Ungarn
|
-
|
-
|
30,7
|
51,3
|
Rusland
|
28,0
|
40,0
|
68,5
|
146,4
|
Italien
|
16,0
|
19,0
|
24,4
|
57,6
|
Spanien
|
8,2
|
10,5
|
15,0
|
39,6
|
Danmark
|
0,7
|
0,9
|
1,4
|
2,8
|
Det er dog nødvendigt at gøre læseren opmærksom på, at barnedødeligheden er så stor at den trækker gennemsnitsalderen voldsomt ned, derfor er befolkningsvæksten ikke så høj.
Konsekvenser af globaliseringen
Da alle de arbejdsløse landmænd
besluttede sig for at tage til de større byer, blev der hurtigt arbejdsløshed
derinde også. Fabrikkerne begyndte nu at vælge de mænd, som fysisk havde en fordel,
og da der var høj arbejdsløshed, kunne arbejdsgiverne sætte lønniveauet som de
ville fordi folk var desperate for at finde et lønnet arbejde. Arbejdsvilkårene
var elendige, der var ingen sikkerhed, og meget lange arbejdsdage. De danske
lønmodtagere havde fra 1800-1900 så dårlige vilkår, at de boede i dårligt
isolerede overfyldte lejeligheder på grund af urbaniseringen. Den lille
indtægt, som ikke alle havde, kunne dårligt dække familiens basale behov og
størstedelen af familierne havde ikke engang råd til at sende deres børn i
skole. Der var ikke råd til luksusprodukter, og folk måtte prioritere mad og
brændevin højt, for at kunne overleve kulden.
En familie på otte med to forældre og
seks børn boede i en to værelses lejelighed med køkken og tagkammer. De boede
altså på ufattelig trang plads, og deres samlede indkomst var ca. 820-830
kroner om året. Da pengene havde en anden værdi dengang, kan man ikke regne ud
hvor meget det ville svare til i dag, men da der af tabellen fremgår at der
ikke er afsat penge til noget fornøjelser eller møblement, må det formodes, at
det ikke var en familie, som levede i velstand. På trods af det sparsommelige
budget er der en voksende gæld på 400 kroner. Familiens faderfigur tjener en
udmærket løn på 750 kroner om året. Kilden viser at kvinden i familien også
arbejder, men at hun næsten ikke tjener noget. Dette liv har altså været hårdt
for manden, da man dengang arbejdede op mod 11,9 timer dagligt. Familien har
valgt at investere i børnenes skolegang, da de formodentlig går ud fra, at det
bliver vigtigt i fremtiden, og da der ikke var plejehjem eller ældre boliger
den gang, var det altså børnene, som tog sig af de ældre når de ikke længere
kunne arbejde.
Kilde: Kilder til levestandarten i Danmark
1850-1900 ved Jens Erik Frits Hansen, Gyldendal.
Imperialismen
Imperialismen kommer i perioden fra år
1776 til år 1914 i Europa til udtryk i form af forsøget på at ud at udbrede
riget og har til formål at danne et formelt organiseret imperium. Kolonierne,
som England var i besiddelse af udgjorde et enorm magt, som englænderne havde i
sinde at udnytte, for at sprede dominans og derved opnå mere magt. Den
økonomiske dominans som England opnåede er et klar eksempel på økonomisk
imperialisme. Formålet med imperialismen og koloniseringen af lande, var at
underlægge et land, overtage og derefter regere og bestemme over de landets
beboere. Dette kunne både forekomme gennem indirekte kontrol som eksempelvis
bestikkelse og direkte i form af overtagelse af land gennem tvang, hvilket
kaldes militær imperialisme.
Imperialismen behandler emner som
eksempelvis et uundgåeligt kapitalistisk system, som vil føre imperialisme med
sig. I den forbindelse vil der opstå en intensiveret konkurrence mellem de imperialistiske
stater, som let kan føre til krig, hvilket også blev en af konsekvenserne
deraf. Imperialismen medførte ud over underlæggelsen af Afrika en verden hvor
produktionen var domineret af monopoler, som delte verdensmarkedet. Samtidig delte de imperialistiske lande
verden imellem sig, hvilket skabte en større ulighed mellem de allerede
underlagte lande.
Socialismens begyndelse
Selvom livet som arbejder i byen var
hårdt, begyndte ideen om et samfund uden ulighed at komme frem. Uligheden mht
arbejdernes vilkår, boligsituation og økonomi var ulidelig for dem som lå
nederst i hierarkiet, og grundtaknen om et velfungerende lige folkefærd lød
fremragende. Borgerne ville nu have et samfund, som var socialistisk. Der måtte
ikke længere være klassedeling eller social ulighed. Socialismen startede i
takt med, at politikken blomstrede, de borgerlige partier kunne vinde stemmer
ved at fremlægge et kommunistisk eller socialistisk program, og det var nu
muligt at stemme anonymt.
Den grundlæggende idé kom fra Karl
Marx, som ønskede et bedre samfund for det størst mulige antal, og ønskede at
give alle, som havde brug for hjælp de nødvendige ressourcer. Alle de arbejdere,
som sad i en svær økonomisk situation valgte derfor den marxistiske
fremgangsmåde og dette resulterede i en socialistisk undertone i politikkens
verden. Danskernes svar på Karl Marx var Frederik Drejer, som begyndte ideologien
ved at komme med hentydninger i skrifter, hvor han opreklamerede en vis
propaganda om et arbejderparti, som ville have speciale i at skaffe bedre
vilkår til dem, som havde behov for det. Frederik Drejer ville på arbejdernes
vegne blandt andet skaffe billigere varer, ved at afskaffe tolden.
Kilde analyse af ”Casinomødet” af Orla Lehmann
Kilden er en tale, som blev afholdt af Orla Lehmann den 20. marts i 1848. Orla Lehmann var uddannet jurist, og blev senere hen politiker. Han var nationalliberal, hvilket betød at han var stærkt imod enevælden i Danmark. Det der lå forud for talen ved Casinomødet var hans enorme kampmod, som blev straffet med 3 måneders fængsel. Dog ender hans kamp med, at han er fortaler ved Casinomødet, hvor han på vegne af Københavns borgerrepræsentation udformede en henvendelse til kongen om en fri forfatning – altså demokrati. Hans demokratiske holdning ses i talen da han siger, "En ung, uprøvet konge, som nys med kronen har arvet et splidagtigt rige på opløsningens rand, og som nu, medens omvæltningens storme farer hen over hele Europa, så at selv de mægtigste mænd taber besindelse og fodfæste, og selv de fasteste indretninger synker i grus, står overfor en opgave så overvældende tung, at selv den stærke derunder kunne synke i knæ”. Her kritiserer han kongen, som blot har arvet et splidagtigt rige på opløsningens rand. Desuden omtaler han Slesvig-Holsten sagen, hvorpå han belyser, at det danske folk står ansigt til ansigt med en opgave, hvor det gælder liv og død. ”Sagen haster og tiden trænger; thi det danske folk står nu ansigt til ansigt med en opgave, hvor det gælder liv og død, og det kan ikke betro sig til en regering, som er forladt af guder og mennesker, på hvem ingen tror, ikke engang – de selv.” Dette citat viser, at han er en dygtig taler, idet han appellere til den danske befolknings liv. Han ønsker denne frihed, lige så meget som hans liv. Dette ses også i citatet her, ”Hvis det danske folk ikke nu i denne sidste time mander sig op til en modig, en endrægtig, højsindet beslutning, så vil Danmark gå til grunde – så vil det ikke blot falde, men falde uden ære”. Desuden nævner han klart og tydeligt, at han ønsker en ny styreform i Danmark i dette citat, ”Det, som stillingen kræver, er ikke blot nye ministre, men et nyt ministerium” Der er ingen tvivl om, at Orla Lehmann taler for, at Danmark skal være et frit land. Hans tale danner baggrund for den danske grundlov.
Starten på 1. verdenskrig
1. verdenskrig var en global militær
konflikt, der varede fra 1. august 1914 til 11. november 1918 og fandt sted på
slagmarker i Europa, men også i Mellemøsten, Afrika og Sydøstasien. Krigen kostede
over ni millioner menneskeliv og blev dermed en af de blodigste konflikter i
verdenshistorien dengang.
Krigen blev udløst af mordet i Sarajevo den 28. juni 1914 på den Østrig-ungarske tronfølger, ærkehertug Franz Ferdinand, som blev myrdet af den serbiske nationalist Gavrilo Princip. Dette mord udløste krig mellem i første omgang Østrig-Ungarn og Serbien og efterfølgende en række krigserklæringer forårsaget af den indgroede mistillid, de indviklede europæiske alliancesystemer havde opbygget til hinanden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar